Faktaboks

Edgar Allan Poe

Allan Poe

Født
19. januar 1809
Død
7. oktober 1849

Edgar Allan Poe.

.

Edgar Allan Poe var en amerikansk forfatter. Han blev født i Boston som søn af to skuespillere, men voksede efter moderens død i 1811 op hos købmanden John Allan fra Virginia.

Han udgav 1827 Tamerlane and Other Poems og blev optaget på militærakademiet West Point. Da han blev bortvist herfra, afbrød stedfaderen enhver forbindelse med ham.

Siden ernærede Edgar Allan Poe sig som journalist og forfatter. Hovedparten af hans tekster er skrevet i yderste hast. Som 27-årig giftede Poe sig med sin 13-årige kusine.

Efter hendes død i 1847 gik hans tilværelse i opløsning. Den i perioder stærkt alkoholiserede digter døde i Baltimore, hvor man fandt ham på gaden.

Der er flere spor i forfatterskabet. Som lyriker skrev Edgar Allan Poe storladne, håndfast rimede tekster om traditionelle romantiske emner. De er samlet i Al Aaraaf, Tamerlane, and Minor Poems (1829), Poems (1831) og The Raven and Other Poems (1845). Især digtet "Ravnen" er blevet stående.

Kritikeren Edgar Allan Poe var derimod strengt analytisk. Essays som "The Philosophy of Composition" (1846, dansk titel "Digtningens metodik", 1981) og "The Poetic Principle" (udgivet posthumt 1850, dansk titel "Det digteriske princip", 1981) formulerer en stringent poetik. I 1848 udkom testamentet Eureka: A Prose Poem, et stort anlagt forsøg på at sammentænke erkendelse og æstetik.

Størst indflydelse fik Edgar Allan Poe dog som skønlitterær prosaist. De stilskabende fortællinger blev oprindelig skrevet til magasiner, som han selv redigerede. Edgar Allan Poe grundlagde flere fantastiske genrer. Med de såkaldte deduktive kriminalnoveller om C. Auguste Dupin skabte han litteraturens første moderne privatdetektiv.

Det er imidlertid de "sælsomme fortællinger" — suveræne mareridtsnoveller som "The Black Cat" (1843, dansk titel "Den sorte kat"), "The Tell-Tale Heart" (1843, dansk titel "Hjertet der sladrede") og "The Fall of the House of Usher" (1839, dansk titel "Huset Ushers fald") — som til stadighed læses. Han samlede dem i Tales of the Grotesque and Arabesque (1840), Prose Romances (1843) og Tales (1845).

Føljetonromanen The Narrative of Arthur Gordon Pym (1838, dansk titel Arthur Gordon Pyms Hændelser, 1892) koncentrerer forfatterskabets motiver. "The Unparalleled Adventure of One Hans Pfaall" (1835, dansk titel "Rejsen til månen") foregriber moderne science fiction, mens "The Imp of the Perverse" (1845, "Genstridighedens djævel") er en essaynovelle af markant filosofisk tilsnit.

Edgar Allan Poe inspirerede mange i samtid og eftertid. Jules Verne skrev en fortsættelse til Arthur Gordon Pym, og C. Auguste Dupin var modellen for Conan Doyles detektiv Sherlock Holmes. Charles Baudelaire oversatte Edgar Allan Poes samlede værker og erkendte sin gæld til ham.

I Danmark fik Edgar Allan Poe bl.a. betydning for J.P. Jacobsen og specielt for Tom Kristensen og Emil Bønnelycke i deres ungdomslyrik. Siden den første oversættelse af Edgar Allan Poes fortællinger i 1868, Phantastiske Fortællinger, er en lang række udvalg udgivet gennem hele 1900-tallet. Nogle af Edgar Allan Poes digte er oversat af Otto Rung, Digte (1918) og Digte (1928). Flere hundrede spillefilm er baseret på de rædselsvækkende Tales.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig